Støt de skjulte flygtninge
Tjek ind på Facebook og bak op om de mennesker, som skjuler flygtninge.
Kontakt:
Støttekomiteen lukker – Indsamling fortsætter under jorden
Støttekomiteen for Skjulte Flygtninge lukker og stopper dermed også indsamlingen til flygtninge, der lever i skjul i Danmark.
Der er brug for penge til de mennesker, der lever under jorden og akut mangler medicin og mad. Men det har vist sig, at det er meget svært at gøre offentligt i Danmark, som situationen er nu.
Vores bank har på eget initiativ besluttet at lukke vores konto og vi frygter at få konfiskeret de midler, som er tiltænkt flygtningene. Det vil vi ikke risikere.
Vi mener det er dybt problematisk, at det i Danmark ikke er muligt i åbenhed at hjælpe de her mennesker, men vi ved at netværket af flygtningevenner er stort og stærkt. Andre er klar til at gribe stafetten og samle penge ind – dog mindre offentligt end vi har gjort.
Indsamlingen var en succes
Til gengæld har åbenheden omkring Støttekomiteens indsamling gjort det muligt for mange mennesker rundt om i landet at vise deres støtte til de flygtninge, der er tvunget under jorden.
Indsamlingen har været en succes i den forstand, at den har skabt debat og der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt den danske stat overholder menneskerettighederne.
De penge, som er samlet ind, er videregivet til flygtninge, som har et stort behov for hjælp til basale fornødenheder.
Vi takker for al den økonomiske såvel som moralske opbakning, vi har mødt.
Mange hilsner
Støttekomiteen for Skjulte Flygtninge